tirsdag den 27. november 2012

Rødhætte vs. bagdel vs. strømpebuks

Noget der er godt ved at have byens bredeste hofter, er at man kan balancere, slæbe og stable kasser på dem.
Faktisk ville jeg m. min krop kunne handle ind til en hel uge - helt uden brug af indkøbsvogn eller kurv: Varer på begge hofter, og et par flæskestege under brysterne. Det der m. blyantsprøven er en saga blot. Så det handler om at udnytte det på anden vis.
Noget andet der er rigtig godt ved brede hofter, er når man får hevet strømpebukserne op over dem. Så bliver de sgu siddende. Som var de limet på.

Med mindre man vælger den forkerte pasform...

Det gik allerede galt på vej på arbejde. De begyndte at rulle ned over hofter. Fik dem hevet op, men resten af dagen gik det bare helt galt. Når de først fik møvet sig ned over hofterne, gik det stærkt. Så rullede de lystigt ned under røven, og placerede sig faretruende der et par minutter hvor elastikken lavede kortvarig dobbeltrøv, inden de fortsatte m. at rulle ned mod knæene.
Så jeg har været yderst charmerende. Har stået i skjul på arbejdet og hevet og flået dem over hofterne. Og to min. senere stak de af igen.
Og da jeg var ude at levere mad til fimaerne, nåede jeg akkurat tilbage til bilen, da de tog flugten ned mod knæene. Total ydmygelse at forsøge at gemme sig bag firmabil, mens man m. sammenbildt ansigt og i akavet stilling løfter forstykket op, og hiver skidtet på plads.

Alt sammen fordi jeg havde fået møflet et par strømpebukser på uden kile...Og på vej hjem fra arbejde, måtte jeg placere hænderne dybt i frakkelommerne, og tage fat om kanten på buksen, så de blev oppe.
Det har set møg charmerende ud...garanteret.


Og så ville jeg lave en fin billedillustation, men hvad sker der for Google? Fandeme lige meget hvad jeg googler, så får jeg smidt pornobilleder op i hovedet. "Funny big hips, funny big pantyhose, funny woman pantyhose, funny huge underwear....osv osv." Hvorfor giver det et resultat af hardcore porno??