fredag den 15. august 2014

Beklager meget

...men der er ikke meget humor at hente pt. i mine indlæg.

Har ellers forsøgt at fortrænge i håbet om at det forsvinder. Strudsemetoden. Har forsøgt at bilde mig selv ind, at det er noget indbildt pjat. Har jo lige haft sommerferie, der er jo ikke noget stress.

Og nej, hvis man med travlhed mener stress, så har det været en stille opstart efter sommerferie - og derfor ingen stress-faktorer der.
Og det har jeg bildt mig selv ind. At det er den eneste valide grund til at lege flaskehalsen peger på og lade den pege mod stress.

Men jeg tror jeg har taget fejl.

Jeg ved det ikke. Jeg ved faktisk ingenting. Det eneste jeg ved, er at jeg har det ad helvede til.
Er svimmel, har hovedpine, har ondt i hele kroppens muskler, konstant knugen i maven og i brystet, sveder. Og uanset hvor meget jeg hviler mig, bliver jeg ved med at føle mig udmattet. Mentalt. Og jo mere jeg har forsøgt at skubbe det væk, jo værre er det blevet.

Bekymringerne fiser rundt i hovedet på mig og har gjort det længe. Har ellers været skide god til at lege tanke-tetris og få placeret det hele i orden og på rette hylder. Men nu er det bare som om, at samtlige hylder er bukket under for presset og ligger hulter til bulter, mens bunken bare vokser.

Fuldstændig latterlig sammenligning, jeg ved det godt. Men det er den bedste måde jeg kan forklare det på.

Og det værste er, at jeg føler at jeg skal være mit allerbedste og dygtigste jeg hele tiden for at kunne bruges og værdsættes. Ergo kan man ret hurtigt gætte sig til, hvor højt jeg ser mig selv på præmehylden lige nu. Som en af de der træstepræmier, som skal være der, men som ingen rigtig kan bruge til noget.

Jeps, selvmedlidenhed over det hele. Tænker I måske. Men faktisk mere: Jeg synes det er synd for dem omkring mig, at jeg ikke er stærk nok til at være der 100%  plus lidt ekstra.
Dårlig samvittighed er det. Følelsen af ikke at høre til og ikke være tilstrækkelig. Som bliver forstærket, hvis jeg tillader mig selv at sætte mig selv i første række.

Er der ikke nok nogen der vil adoptere mig, og kramme mig lidt og bare fortælle, at det nok skal blive godt igen?



2 kommentarer:

  1. Mig! Jeg vil til enhver tid adoptere dig. Kram smukke rødtop.

    SvarSlet
  2. Beklager, der er ikke plads på mine hylder.
    Kh en fellow-ramt.
    P.S Kram er der altid nok af, værsgo!

    SvarSlet