torsdag den 11. december 2014

Coach i Casa Rødhætte

Nå, men coachen kom så i går aftes. Nu er jeg ikke typen, der dømmer folk på førstehåndsindtrykket (som om), men jeg tænkte mit, da jeg lukkede hende ind.
Sød, meget sød. Ingen tvivl om det. Men også næsten for sød. Kender I typen? Der taler, som om hun er med i et afsnit af Anna og Lotte?

Nå, men hun kom ind og blev vist ind på Uglens værelse. Og så satte jeg mig ellers ind i stuen uden at lytte.
På forhånd havde jeg forhørt mig om timeprisen og vi havde aftalt en times samtale.

Godt.

Efter en time, var der intet tegn på, at hun havde i sinde at gå. Det var der heller ikke efter halvanden time. Og så begyndte jeg at hidse mig godt og grundigt op i sofaen. Kunne nærmest høre pengene fosse ud af min konto og løbe grinende hen over gulvet, mens de moonede mig i smadder.
Sundhedssøn kom ud fra sit værelse, og spurgte om hun stadig var her. Og så forløb samtalen i store træk således:

Søn: Sig, er hun her endnu?
Mig: Ja.Og vi havde bare IKKE aftalt at det skulle tage så lang tid.
Søn: Nå.
Mig: Det er simpelthen for meget!
Søn: Så gå ind og spørg, om de snart er færdige?
Mig: Det kan jeg jo ikke. Kan jo ikke afbryde, hvis de er i gang med noget vigtigt.
Søn: Nej, det har du ret i.
Mig: *Skuler og har bekymringsrynker, der er dybere end cykelspor på muddermark*

10 min. senere.

Mig: Nej, nu kan det fandeme være nok! Man aftaler sgu da sådan noget på forhånd.
Søn: Jamen, så gå dog derind!
Mig: Ja, det gør jeg også. Snart! Fandeme noget svineri.Hun kan sgu da ikke bare blive hængende med sin timeløn, uden at spørge mig.
Søn: Men vi må da håbe det hjælper Uglen.
Mig: Ja. Men det er ikke det det handler om. Hun måtte med glæde snakke med hende i seks timer. Jeg vil bare vide det på forhånd!

10 min. senere.

Mig: Sgu da december! Hun må da kunne regne ud, at pengene ikke ligefrem ligger og samler støv. Hvad fanden har hun egentlig gang i?
Søn: Mor...*dybt suk*...jeg kan jo ikke sige andet, end at du må gå derind så. Andet kan jeg jo ikke sige. Det nytter jo ikke, at du hidser dig op.



Og så indøvede jeg en tale og gik derind. Hvilket Uglen var RET glad for. Hun lignede en, der havde lyst til at gnave sig ud gennem ydermuren.

Hun afsluttede med at sige, at jeg kunne maile vedr. en ny tid.


Det kommer så ikke til at ske! For her er hvad jeg betalte for:

- Kvinden fandt en tegning på skrivebordet, som Uglen knap nok var startet på. Det var en cirkel og en streg. Hvilket i Frk. Coach' øjne åbenbart var Rembrandt.
"Naaaaaaaajjj, har du selv tegnet den? Det er jo fantastisk! Hvad er det?"

- "Hov, hvad var det? Bøvsede du?" (Uglen var åbenbart kommet til at få en semi-bøvs midt i sin te-drikning). "Du er godt klar over, at mrmmm....når kroppen bøvser, så er det fordi den fortæller, at den er enig med mig i det jeg sidder og siger. Så du er enig med mig". 
Her bryder Uglen ind og siger, at det altså bare skyldtes, at hun havde slugt teen for hurtigt. Hvilket promte medførte flg. bemærkning: "Altså...den der sarkasme kan jeg ikke bruge til noget. Det er spild af penge": (No shit!?)

- Kvinden insisterede længe på, at de skulle tale om monstret, som stod i vejen. Og at Uglen skulle finde et navn til ham.
Navnet blev Henrik.
"Mrmm...Henrik er behåret. Henrik er lodden. Skal vi ikke se, om vi kan få ham til at sætte sig over i hjørnet, så vi to kan tale sammen?". (Nu tager du dig fandeme sammen, kvinde!)

- Mindfullness.

- Total ignoration af reelle problemstillinger, som Uglen gerne ville drøfte, fordi det trykker.
"Ej, dét syns jeg ikke vi skal tale om. Du er som du er, og så løser tingene sig". 


I grove træk.

Jamen, det er jo fantastisk! Intet mindre. Så vil jeg fandeme også være coach og tage 400,- kr. i timen. Jeg kan tilmed tage en hånddukke eller to med. Og lave min stemme om.

Hvad er det da for noget?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar