I'm in a teenage-state-of-mind

Er blevet installeret i kærestens hus. Han har taget en hjemmearbejdsdag og jeg har en hjemme-dvaskhedsdag. Voilá (som ham der kendiskokken Holm ville sige) - alt går op i en finere enhed: 

Kæresten inde på sit kontor - mig på sofaen med kaffe og en madglad hund ved fødderne. 

Vi er venner - hende og jeg. Hunden. Det hænger muligvis sammen med vores fælles glæde for mad. Hun er 25% golden retriever. Jeg ligger vel omkring de 75%. Så sammen er vi et godt team. Synes vi selv.

Jeg har dog modtaget stikpiller om hundens lidt rundere omfang, så pt. er jeg midt i en udfordring, hvor jeg føler behov for at bevise overfor mig selv, at jeg ER en kvinde på 42, som opfører sig hensigtsmæssigt og alderssvarende og derfor ikke smugfodrer hunden med nachos og Pedigree-bolsjer. 

Her er dejligt stille. Heroppe på bakken. Jeg elsker mit lille byhus i hjertet af Silkeborg, men inderst inde bor mit yngre jeg stadig. Hendes der er vokset op på landet blandt hvide hundelorte, kalkuner, ponyer, ukendt antal katte, hunde, høns og skoven i baghaven. (Og et konstant svag sitren af højspændingsledningerne). 

Det er så skønt heroppe. Jeg slapper af. Mit hoved går i dvale på den gode måde. 

Mine to skønne arvinger er hos deres far. Datteren nok kun i dag. Så tager hun hjem og er alene i byhytten.  Hende og hendes fars kone er mildt sagt ikke kompatible, så samvær med hende og min datter i mere end 24 timer ryger direkte i højrisikozonen.  Selv går min grænse ved 24 minutter. Mage til træls rødvinsmarineret truntekone, skal man lede længe efter. Og nej, normalt er jeg ikke sådan. (På skrift). Normalt holder jeg mig for god til at lufte beskidt vasketøj med bremsestreger og hele svineriet. Men når en voksen kvinde i boostet overgangsalder på ingen måde gør noget for at skjule, at hun på ingen måde magter, kan lide eller kan holde sin mands børn ud, så slipper min pædagogiske sans op. 

Men det er okay. Mine børn er voksne. Jeg behøver ikke længere tale ud mellem tænderne og lade som om jeg er overbærende og udglattende i konflikter som disse. I stedet griner jeg med dem, når de fortæller seneste nyt om rødvins-papmor, der i sin overgangsalderskrise kan blive så hidsig, at hun vælger at sove ude i haven, fordi hun er sur på manden over noget, som ingen egentlig ved hvad er. Inkl. hende selv.

Nå. Men her sidder jeg så. Med kaffe og hunden ved mine fødder. Og føler mig som en teenager igen, når min dejlige kæreste lige stikker hovedet ind i stuen og kysser mig og siger: "Jeg ville bare lige sige, at jeg elsker dig".

Bum. Sommerfuglesværm i maven. Og når han går tilbage til kontoret, sidder jeg tilbage i sofaen og småfniser med smilerynker på næsen og føler mig helt vidunderlig lykkelig. Og teenagefjantetilstanden vil da inge ende tage, når jeg - når jeg putter mit eget hoved ned på min skulder - kan dufte hans parfume. 

Heldigvis er min nyfundne teenagetilstand langt mere stilet, end den jeg havde i slut 80'erne og start 90'erne. G-U-D-S-K-E-L-O-V

- Håret er langt pænere i dag. Naturlige krøller. Ikke den der hjemmepermanent, som min mors veninde udførte på mig EFTER hun havde klippet etager i mit hår. Jeg lignede fandeme en omvandrende garnnøgle med pufkrøller på bowlingskugleformet isse og med lange trætte slatne krøller i det lange nakkehår. 

- Brillerne er også mindre. I dag kigger kinderne ikke ud gennem glasset.

- Mine bryn er ikke længere så vilde, at de mest af alt mindede om en sansehave.

- Min hud...okay...nej. Glem det. Den er måske lige lovlig stretchet i dag. (Men til gengæld har jeg tigerstriber, som mødre i dagens Danmark, kalder strækmærker. Jesus christ...)

- Mit tøj er ikke længere grimme gulerodsbukser, som jo for fanden bare fremhævede mine medfødte ridebukselår (jeg må have lignet en, der havde fået blæst luft ind i lårbasserne) eller lidt for farvestrålende tøj med lidt for meget tekst og glitter på mave- og brystregionen. 

- Brysterne er lidt længere i dag. Til gengæld kan de meget lettere moses sammen i en god bh og skabe illusionen om penthousebryster med en enorm blødhed og volumen. I modsætning til teenagebrysterne, som dengang bare sad hvor de skulle med et acceptabelt areal af hud omkring.

- Og smilerynkerne om mine øjne, mund, næse og i panden vidner jo bare om, at jeg smiler (og skuler) meget. Og larmer i modvind. Men det er okay. Der findes botox, hvis det skulle gå helt galt. Men rynkerne giver jo karakter og mit ansigt ligner ikke længere helt så meget en gærbolle, der har hævet lidt for længe.

Det er rart at være en 42 årig teenager.  Det er vidunderligt at være forelsket. Og det er endnu mere vidunderligt at elske og være elsket. 

Every breath you take, every move you make

Der findes en gruppe på Facebook, som kan få selv mig til at krølle tæer. En "vi-er-kvinder-hør-os-brøle-sisterhood"-gruppe, hvor kvinder advarer andre kvinder om mænd. Bogstaveligt talt. Med alt for mange detaljer, med billeder, med navn, bopæl og jeg skal komme efter dig.

Og det er virkelig grimt. En kæmpe flok tigermisser med lidt for lange kløer og lidt for såret stolthed.

Grupperne er hemmelige. Og ja, jeg har fået sneget mig ind i et par stykker, fordi nysgerrigheden simpelthen er for stor. Men aldrig i livet, om jeg kunne få mig selv til at kurre ned af den slimede sti og plaske ned på så lavt et niveau. Meget kan jeg finde på og meget har jeg oplevet. Men der må sgu være en grænse.

Og det var der så også. For i skrivende stund, er gruppeadministratorerne ved at gå i panik. Nogen har sladret. Der er åbenbart stikkere i gruppen. (Jeg er vild med deres drama). Slemme stikkere, som åbenbart har fået nok af moralen (eller manglen på samme) og lavet en anmeldelse.

Gruppens ejerkvinde er røget i CapsLock-tilstand, as we speak. "MELD JER UD NU!" - "GRUPPEN LUKKER!" - "POLITITILHOLD!" Offerrollen er komplet. Og det er da virkelig også skide meget for dårligt, at hendes perifide gruppe fik et slag over trynen. Det er det da.
Hvad er det da for en verden vi lever i, hvor man ikke kan få lov til at hænge mænd ud med navn, billeder og personfølsomme oplysninger. Tsk. Enten fordi de blev droppet af manden, fordi de er bitre eller bare fordi de er kronisk jaloux og på forhånd søger al info om en mand, som de lige har matchet med på Tinder.

Gad vide, om selvsamme kvinder ville være af samme mening - at det er okay at passe på hinanden - hvis det var dem selv, der blev udstillet af en tidligere flirt/kæreste?




Ja, der er røvhuller overalt her i verden. Ja, det er træls at rende ind i dem. Kan man gardere sig mod negative fartbump i livet? Næppe.
Det er for nemt at hive teltpløkkerne op af andre liv på den måde. Bag en skærm i en tys-tys-ih-hvor-er-vi-agenagtige-gruppe. Det svarer jo fandeme til at overplastre lygtepælene i byen med hjemmelavede "efterlyst-plakater" med billede af en eks-kæreste.

Det er 10 minutter siden, at gruppen blev nulstillet. Alt er slettet og kvinderne piver nu over, hvad pokker de NU skal gøre. For alle ved jo, at den bedste start på et nyt forhold, er at kyle et billede op i en Facebookgruppe og spørge: "Søger info om ham her!".

Eller?


Alternativt kunne man også vælge at opføre sig modent og normalfrankeret, men det lader ikke til, at det er en mulighed hos omtalte kvinder.

I stedet har de straks oprettet en ny gruppe. Som er hemmelig. Det er klart. For godt nok mener de selv, at det de laver er a-okay, men åbenbart ikke så meget, at de gerne vil findes.
Og jeg har ansøgt og modtaget et kortfattet agentsvar:

Nu må vi se, om jeg bliver lukket ind.

Du siger; jeg hører

Du siger:
"Der står på BT, at mænd foretrækker skøre og sjove kvinder. Hihi, så er der håb for mig endnu. Jeg er bare 2tal gakkelak".
Jeg hører:
"Jeg er jævnt kedelig, men nogle gange poster jeg vittigheder fra "Humørhjørnet" på Facebook".


Du siger:
"Jeg er såååå vild med Mr. Grey. Ummenommenom. Han måtte godt piske mig. Jeg er en rigtig frækkert, nu flasher jeg et billede på Facebook af Fifty Shades-bogen, der ligger på mit natbord".
Jeg hører:
"Jeg er den kvindelige udgave af en langturschauffør, der er indehaver af en stak "Ugens Rapport" med lidt efterhånden lidt for stive sider".

Du siger: 
"Jeg siger altid sandheden. Det kan godt være hårdt for nogen, men i det mindste ved folk hvor de har mig"
Jeg hører:
"Jeg er i bund og grund et røvhul, der er blottet totalt for situationsfornemmelse og pli".


Du siger:  (Eller skriver på din Facebook (i et i øvrigt grimt Google-billede med lidt for mange hjerter med lidt for grov pixelering)
"Jeg har måske ikke den smukkeste krop. Jeg ligner måske ikke en model. Jeg har deller og appelsinhud. Men jeg er MIG! Og jeg har et stort hjerte. Lev med det eller lad være!"
Jeg hører:
"Kom med en masse kommentarer og fortæl mig, at jeg er en smuksak og at jeg er lige som jeg skal være. Jeg har brug for at høre det".


Du siger:
"Jeg er ikke racist, men ..."
Jeg hører:
"Om lidt kommer jeg med en jævnt træls generalisering".


Du siger: 
"Du får ret og jeg får fred"
Jeg hører: 
"Jeg kan ikke argumentere"

Du siger: 

"Jeg er bare vild med Den Mentale Kriger".

Jeg hører: 

"Der skal ikke så meget til at imponere mig. Hvis en lige-pt.hypet-Facebook-kendis filmer sig selv og fortæller, at jorden er rund og at man skal huske at tale sammen i et forhold, er det helt ny og meget inspirerende viden for mig".

Du siger: 

"I'm selfish, impatient and a little insecure. I make mistakes, I am out of control and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best"

Jeg hører: 

"Jeg er en pissetræls kost, der kræver retten til at være lige nøjagtig så urimelig, som jeg vil være overfor min kæreste/mand. Og jeg gider ikke stå til ansvar for mine urimeligheder. Så derfor leger jeg lige, at jeg er Marilyn Monroe og tror, at jeg kan dække min anstrengende personlighed ind bag hendes ord".

Du skriver:

"Puha, sikke en træls sommer !!!!!!!"

Jeg læser:

"Jeg fremstår bundhysterisk og har på ingen måde styr på tegnsætning".

Du skriver:

"Nå....så endte man da også lige på skadestuen. Jeg vil ikke snakke om det. Skriv en pb".

Jeg læser:

"Jeg er en opmærksomhedsluder".

Du siger:

"De rige har mange glæder".

Jeg hører:

"Jeg er pisse utilfreds med mit liv og får et sært kick ud af at være misundelig på dem, der har mere end mig".

Du siger:

"Alle mænd er svin!"

Jeg hører:

"Der må snart være en klokke der ringer, hvis alle mænd du har været i nærheden af, behandler dig dårligt".

Du siger (til dit barn):

"Måske".

Jeg hører:

"Det kommer aldrig til at ske".

Du skriver:

"Spottilbud i Netto! Gælder fra mandag".

Jeg læser:

"Vi sælger hele lortet dagen før".

Du skriver:

"Tusind tak for alle hilsnerne. Jeg blev helt overrumplet, da jeg loggede på og så dem".

Jeg læser:

"Jeg har siddet og luret på min profil hver time hele dagen".

Du skriver:

"Så rundede man da lige dag 34 som ikke-ryger. Puha, hvor rygere stinker. Adderbadder. Nyder mit nye jeg!"

Jeg læser:

"Jeg begynder at ryge igen om maks en måned".

Du skriver:

"Min krop er mit tempel".

Jeg læser:

"Jeg har lige købt mit første medlemskab hos Fitness World".

Du siger:

"På fredag inviterer vi Bente, Karsten, Torben og Hanne på Tapas. En lille let anretning, når vi har været nede at spille mini-golf".

Jeg hører:

"Vi serverer salami, kropølse, kødpølse, Stryhns leverpostej, mellemlagret Danbo skåret i blokke, vindruer og bacon/porretærte. Dertil kiks og flutes".

Når folk klager på Facebook

Bemærk hendes ansigt, som er malet med depression og frustrationslak. Bemærk, at det er intimsæbe, offeret står med i hånden (og på blusen). Bemærk, at sæbemønstret på blusen ligner en meget tynd person, der står og brækker sig.
Hvad fanden vasker kvinden sit tøj med til daglig? Hvordan kan hun blive urolig for, om intimsæbe,  - som navnet signalerer skal gnubbes rundt om kønsorganerne - kan skade hendes bluse i 100% bomuld?

Svaret får vi aldrig. Føtex har slettet hendes opslag.

Men andre er stødt til på Føtex' Facebookside ...

Ejnar vil KUN have runde franskbrød ...

Lajla er ekstra berettiget til at klage. Lajla er indehaver af fire butikker. I kan bare slå det op. 

Robert værner om de danske værdier.

Hvis man vil høres, skal man bruge Caps Lock. ALTID! Især, når man ikke kan få lov til at støtte burhønsproduktionen. (Jeg vil så meget vædde med, at Egon var en af dem, der boykottede alle de butikker, der ikke ville have annonceplads på Den Korte Avis).

Anne er med al tydelighed "I would like to speak with the manager"-typen. En femmer på, at hun kører i en Berlingo med et "Mors Dyt" klistermærke i bagruden ved siden af "Børn i bilen"-stickeren og at hun, da hun i vrede kørte fra butikken, hørte "Hvor længe vil du ydmyge dig" med Danser med drenge, mens hun hidsigt indhalerede det sidste Rød Viking skod i pakken.

Mette er generelt ikke specielt tiltreds med Kvickly.

YOLO, Carpe Diem, Lev livet og alt det der

Det er så vigtigt. At leve, mens vi er her. At sige de ting, vi føler. At kæmpe for det vi tror på. At gøre de ting, som vi elsker. At skide højt og flot på materielle ting, dyre rejser, designermøbler, designerbørn og ergonomiske lokummer. Alt det materielle - alt det uden hjerte kan gøre livet sjovere. Men det gør det ikke bedre. I sidste ende er det eneste der betyder noget, at vi sætter pris på det vi har - dem vi har - at nogen elsker os for den vi er og gerne vil os. På grund af og på trods af.

Efter et hårdt sygdomsforløb, sov hun ind i nat. Den lille kriger, den lille stærke benhårde kvinde, som jeg har kendt gennem de sidste 13 år. Virtuelt. Og der begynder folk at falde fra, for "så er det jo ikke rigtigt". Men jo, det var det.
Gennem et debatforum, lærte vi hinanden at kende. Og selv om vi aldrig fik sat os ned foran hinanden med en spand rødvin, så delte vi meget. Mange tanker, mange livserfaringer, livet.

Hun har brugt Facebook meget til at bearbejde sygdommen. Lortesygdommen over dem alle. Opturene, nedturene, optimismen, angsten, frustrationerne, frygten, sorgen. Hun gav os et så ærligt indblik i hendes væltede verden, at man kunne mærke det fysisk i hjertet.
Og nu har hun fået fred. Det fortjener hun. Men der er så stille nu. På en besynderlig måde midt i larmen. For Facebook er jo det samme. Opslaget om hendes sidste søvn, forsvinder hurtigt i mængden og drukner mellem lorteartikler fra Ekstra Bladet med skodkommentarer fra de elendige medlemmer på "Nationen", vejrmeldinger om den manglende sommer, Facebook-"hvilken-gnaver-er-du?"-test og daglidags-jeg-har-bagt-boller-opslag.

Men der er stille midt i larmen. Og jeg kan ikke forholde mig til at kigge på hendes profil og hendes sidste opslag, som nu bare står der. Helt stille og uden flere likes, hjerter og jeg skal give dig.
Ikke flere søde kommentarer og beskeder. Ikke mere - kun en lang film, hvor der er trykket på stopknappen midt i det hele.


Gik i gang med at bage. Manisk. For at gøre noget. Kunne slet ikke rumme at sidde og læse om hendes død midt mellem et stort tag-selv-bord af lige-pludselig-ligegyldigheder.
Sundhedssøn kom op og fandt mig i et inferno af mel, tårer og snot. Og så kravlede jeg ind i hans arme og blev pludselig den lille med sitrende skuldre og underlæbe.

Æv, hvor er livet sårbart. Men sgu nok også derfor, at det på samme tid er så fandens smukt. Vi bliver bare nødt til at huske det. Hver dag. Også når vi har tandpine, økonomisk pine, søvnmangel og ikke mere sommerferie.

Det er de små ting, der gør, at vi eksisterer. Det er de små ting der gør, at vi overhovedet lever. Og i aften vil jeg kysse mine børn og min kæreste med ekstra meget hjerteslag og bare kigge på dem og nyde synet af, hvor forbandet velsignet jeg er.

Når folk klager på Trustpilot

Altså, det er jo en ærlig sag, at man ikke bryder sig om "Har-du-penge-kan-du-springe-køen-over"-konceptet, som Legoland har indført. Men ligefrem kræve sine penge tilbage? Skal man så også kræve det, når man flyver til London på monkeyclass og opdager, at dem længere fremme i flyet, har mere benplads, fri bar og lækkert mad? Også selv om de har betalt så rigeligt for det af egen lomme?

Det er slemt nok at gå forgæves efter doughnuts. Men når der så samtidig ikke er pastasalt (frisklavet for 16 timer siden), så bliver man nødt til at reagere med bundkarakter på Trustpilot.

Hvis alt går galt; bebrejd muslimerne.

Q: Hvad kan man så lære af det?
A: Der ER faktisk nogen, der køber de der trætte cheeseburgers.

Jeg elsker Ahmed for den anmeldelse af "Den Korte Avis".

Andreas er ikke udpræget begejstret for Jobcenter/Fredericia.

Det er "little helper" heller ikke. Og hvorfor ikke kombinere det og spare tid og samtidig anmelde kvinderne, når man nu HAR fået varmet tastaturet op?

Natural_man scorede ikke på sexdating.dk, gætter jeg på. (Og det samme gør sig gældende for Peter)

Palle reflekterer over sit liv i sin anmeldelse.  (Men han har nu fat i noget. Jeg tror også, at 3 retter for 200,- er noget, der fanger jyderne mere end øboerne)

Sara er pisse nærig. 50,- gider hun ikke bruge på sit særligt-sensitive barn. Til gengæld vil hun gerne tvære sit ulykkelige barn af på Jensens For det ER da også for dårligt, at de ikke har et specielt tilpasset menukort til hende.

Det er vist meget godt, at jeg skal ud og spise i aften

...de seneste par comfortdage, har ikke just gjort noget godt for mig generelt.

I forsøget på at undgå madspild, trakterede jeg mig selv med resterne af kold kartoffelsalat og frikadeller. På sofaen. I liggende stilling, mens jeg ville udnytte de streamingtjenester, som jeg med min arbejdsmail har fået tiltusket mig gratis adgang til. (Lige indtil jeg glemmer at afmelde skidtet. Så forsvinder de gratis glæder. Igen. Utroligt, at jeg aldrig lærer det. Ligesom de der postordreting, hvor man får den første forsendelse gratis. Det har været dyrt for mig. Og det var desuden verdens værste shavere, der dumpede i min postkasse til overpris).

Det endte ikke så kønt. Situationen med kartoffelsalaten. Selv om jeg i en alder af 42 år nok efterhånden burde vide, at liggende stilling ikke er optimal at indtage føde i, endte jeg alligevel med en lidt for varm frikadelle mellem brysterne og et par dl. kartoffelsalatdressing, der omsluttede frikadellen og efterlod mig i en tilstand, som mest af alt lignede, at jeg havde ladet nogen komme noget så eftertrykkeligt ud over mit frontparti.

Så det er vist meget godt, at jeg er inviteret ud at spise i aften. Tidspunktet er i den grad indtruffet, hvor det vil klæde mig at sætte mit hår, tage make-up på og iføre mig andet end en lidt for kort kjole, som på ingen måde vil være ok at være iført, hvis der kom uventede gæster. Det ligner muligvis lidt, en badedragt med ærmer og skørt.

Og så er det også på tide, at han kommer hjem til mig igen. Ikke kun fordi jeg i hans selskab gerne vil ligne mit bedste jeg og aldrig kunne finde på at lave et stunt i stil med kartoffelsalat, hvis han var i nærheden. Men mest fordi jeg savner ham. Og hvis du er allergisk over verbal-følelses-diarré, er tidspunktet til at klikke dig væk fra denne side, meget aktuel.

For jeg savner ham. Og mit hjerte vrider og strækker sig af forventningens glæde.

Jeg glæder mig til at kigge ind i hans øjne igen. Til at kravle ind i hans arme og putte mig ind i det allertryggeste sted, mens jeg snuser duften af ham ind gennem næseborene, som får mit hjerte til at falde til ro og slå i et tempo, som - hvis der var lyd på - ville afgive lyden af den instrumentale udgave af "You are så beautiful"  (to miiiiiiii) med Joe Cocker.
Glæder mig til at nusse og gennemrode hans dejlige bløde hår. Glæder mig til at vågne i løbet af natten og kan mærke, at han er lige dér. Bag mig.
Glæder mig til at kysse ham hudløs. Til at grine med ham. Til at tale med ham.

Og jeg glæder mig til at blive kigget på, som kun han kan gøre det.

Pt. er det tætteste jeg kommer på det, når naboens kat sidder med forventningens glæde malet ud over knurhårene, mens jeg hælder laktosefri fløde op i hans lille lyserøde skål. Og det er sødt, ja. Virkelig sødt. Og det krammer mit hjerte, når det bette behårede pus spinder tilfreds, mens han lapper fuldfed fløde i sig.

Men det er ikke halvt så sødt, som når jeg sidder og ser film med min skat og drejer ansigtet for at kigge på ham - blot for at opdage, at han allerede sidder og kigger på mig.

Undskyld. Jeg véd godt, at jeg er pladderkvalm at høre på. Men jeg kan lide det. Og jeg vil have lov til det. At give slip og nyde med hele hjertet. For jeg har ved gud ikke prøvet det før på denne måde. Og jeg havde faktisk ikke troet, at jeg nogensinde ville kunne komme til at føle noget så intenst.

Nå ja, så er jeg et år tættere på at skulle gå med velcro i skoene

Det har ikke været min fødselsdag før:

- min lillebror har krammet mig med et bette dunk i ryggen, efterfulgt af et: "Tillykke, gamle tøs."

- jeg har modtaget et hav af sms'er fra min storebror og hans familie, som sjovt nok altid sidder på Kreta, når jeg fylder år. Altid krydret med billeder af drinks, pool og blå himmel.

- min mor indleder en tale med: "Ja...tænk sig. For xx-antal år siden var der hedebølge. Og jeg var skind og ben. Du var nærmest større end mig. Sygeplejerskene grinede, da de så dig i kuvøsen. Ja, for du fik jo hjertestop. Men vi fandt aldrig ud af hvorfor. Du blev bare lige pludselig blå fra tæerne og op til læberne. De mente, at jeg lignede en, der havde mere brug for en kuvøse, end du havde. For du fejlede jo ikke noget, viste det sig".
Jeg elsker den bette kone. 💗

- min søn skyder mig ældre end jeg er.

- min datter og søn giver mig større gaver end de overhovedet behøver. Men bedst af alt: Når de med ord fortæller mig, hvor højt de elsker mig og hvorfor.

- min fars Peugeot gnider sig mod kantstenen og ham og min mor kommer ind af døren belæsset med gaver og blomster fra haven og en velment høj sang fra min far, som skiftevis griner og synger.

- min veninde og jeg taler om, at nu er vi de ældre kvinder, som vi grinede af, da vi var 20 år og var aktive i nattelivet.  Vi er "de unge på fyrre", for fucks sake.



Og det er lige nøjagtig sådan det skal være. 💗 Jeg vil ikke have det anderledes. Hvorfor ændre på en Rembrandt og hvorfor lime en vase, der ikke er revnet?

Jeg er elsket af de rigtige mennesker. Og i år er jeg elsket af én mere. Min søde dejlige kæreste, som har holdt mig på pinebænken i fem dage med gaven fra ham, som skulle stå i køleskabet, indtil jeg åbnede den. (Og som kan lide mig for mig. For den jeg er. Inkl. mine skæve krøllede sider i bogen)
Og han kender mig allerede så godt. Det sødeste kort. Verdens bedste ost: Morbier.  Og Chanel No. 5. Nuuhhjj!
Jeg glæder mig helt kriblende vidunderligt meget til han kommer hjem til mig. Og jeg tror da nok lige, at en af gaverne skal påføres udvalgte steder på min krop. Mrm.

42 er en dejlig alder. Generelt bliver jeg egentlig bare mere og mere tilpas i mig selv, jo ældre jeg bliver. Og det kan man vist roligt sige - og helt uden det bliver pladdersukkersødt - at dét er den bedste gave jeg kan give mig selv.

Kunne jeg fungere i et realityprogram?

Indrømmet; jeg er lidt af en serierytter. Og realityrytter. Sidstnævnte mest pga. min udtalte nydelse ved at krumme tæer over medieliderlige menneskers bloopers. Det kan man vælge at kalde et ucharmerende træk hos mig, men det er jo ligesom idéen bag konceptet. Ja.

Men hvordan ville jeg selv fremstå i et realityprogram?


Paradise Hotel: 
Jeg ville være den første (og sikkert også den eneste nogensinde i programmets historie), der ville nægte at iføre sig bikini eller badedragt. I stedet ville jeg ligge i skyggen og bitche over varmen og over bæltet om maven, hvor mikrofonen er monteret. (Grimt syn, btw). Og så ville jeg sikkert være den, der brugte mest tid på at bagtale de andre til kameraet.
Ville ikke kunne deltage i alle festerne, fordi mine tømmermænd varer omkring 2 dage.


Den Store Bagedyst:
K-A-T-A-S-T-R-O-F-E
Jeg er ellers ret ferm til at bage. Men jeg er omtrent verdens største svin, når der er mel i nærheden af mig. Derudover ville stressen vende tilbage med tilbagevirkende og forstærket kraft og seerne ville derfor kunne opleve at se mig på skærmen - siddende op af teltdugen (som ville give efter  - mere end godt er) med et tomt blik i øjnene og tudemund, som bedst kan beskrives med Kajs krøllede mund i Kaj & Andrea. Det ville være en grim blanding af tårer, snot og mel i en klæbrig masse.


Robinson Ekspeditionen:
Fatalt. Ville være panisk angst for kryb og andre klamme dyr. Ville blive valgt sidst til alle udfordringer, fordi min fysik og balanceevne er kronisk fraværende. Sidstnævnte ville udløse et stort anfald af selvmedlidenhed. Så stort, at jeg i medierne ville få navnet: Klynkesoen.
Gætter på, at jeg ville forlade øen frivilligt i et raserianfald.

Kender du typen?:
Ville ende med et sagsanlæg fra hovedpersonen, fordi jeg ikke kunne modstå fristelsen til at snage i deres skuffer og skabe.


Luksusfælden:
"Heidi - du er nødt til at sælge ud af dine parfumer. Man har ikke brug for 46 parfumer"
- Jeg GØR det IKKE!-

"Heidi - vi kan se, at der er en del bevægelser på din konto til køb af boostere til Candy Crush"
- Det kender jeg virkelig ikke noget til -

"Vi kan se, at du har købt en kjole kl. 03:37 om natten i en online-shop. En kjole, som du allerede har I forvejen".
- Jeg var fuld -

"Du har en del indbetalinger til hungry.dk"
- Ja ja, men jeg er kun ét stempel fra at få et gratis måltid! -

"Du bruger hver måned penge på en kat, som ikke er din?"
- Jeg tror bare vi stopper her -


Vild med Dans:
Jeg ville høste herremange seer-stemmer. Ikke fordi jeg ville være god til at danse. (Herregud altså). Men fordi seerne ville sidde med opfattelsen, at jeg var den første evnesvage deltager nogensinde. Og det er jo set før, at folk høster stemmer på medlidenhed.
Ville muligvis gå lidt galt første gang min dansepartner skulle give mig et løft.


Hvem vil være millionær?
Det er jo ikke fordi jeg er dum. Eller ubegavet. Men klappen ville med garanti gå ned og jeg ville ende med at være et viralt hit pga. en tanke- eller talebøf. Er engang kommet til at svare ja, da min nevø spurgte mig, om pingviner kunne flyve. Ydmygelsen bliver stadig markeret med jævne mellemrum i familien. Jeg ville ikke kunne håndtere en landsdækkende broadcasting.

Danmarks Næste Topmodel:

Når de der tyveknægtebander afmærker huse, som de vil plyndre

...hvorfor gør de det så ikke ordentligt?

Det startede med klistermærker på postkasserne. Så kom mønterne på dørmåtten, som blev afløst af blomster foran hoveddøren og nu efterlader de så åbenbart Kinder-æg i hækken foran de huse, som de vil røve. Pisse fesent. Både for os lovlydige borgere, men sgu da også for Torben Tyv & Co.
En heftig gang blæsevejr og vupti; så er al deres arbejde spildt og så kan de rende forvirrede rundt på gaderne, hvor der ligger mønter og afrevne blomster og triller rundt sammen med Kinder-æg.

Hvis de virkelig gerne vil lave en langtidsholdbar løsning, så de kan finde hytten dagen efter, hvorfor klipper de så ikke hækken? Eller pudser vinduerne? (Og jo, her hvor jeg bor, ville blanke ruder virkelig være noget, som ville skille sig ud fra mængden. Tak Arriva-bumleduplo-tog).

Andre muligheder kunne være at male husfacaden (i en pæn lys neutral farve, tak). Male vinduerne. (Hvide, ja tak). Eller evt. flå ukrudtet ude på fortovet op.

Noget for noget. Jeg har en indboforsikring. Og jo, godt nok ville jeg stadig hade det inderligt at komme hjem til et gennemrodet hus (selv om onde tunger nok ville mene, at jeg slet ikke ville bemærke nogen forskel), men i det mindste kunne jeg sidde i et hus med nymalet facade og vinduer og med rent fortov og pæne ruder og ærgre mig.

Jeg siger det bare ...

Når ens fødselsdagsgave fra kæresten skal ligge i køleskabet

...så bliver man altså mere nysgerrig end man normalt er. Hvilket egentlig ikke siger så lidt.

Manden med de smukkeste øjne er taget på ferie. Sydpå. Og er derfor ikke hjemme på min fødselsdag på tirsdag. I går afleverede han den smukkeste buket blomster til mig. 💓 Og en fin gave. Med sløjfe. Og en håndskrevet besked om, at gaven først må åbnes på dagen. Og at den skal opbevares i køleskabet.


Mrmmhmm?


Nu åbner jeg ikke mit køleskab ret mange gange i løbet af dagen ...

.....!!!...

...men den ligger bare der og kigger på mig. Nede i grøntsagsskuffen. Med et lille smil. "Hej! Du aner ikke hvad jeg indeholder. Det gør jeg. Jeg er til dig. Men først om fire dage".

Gad vide hvad det er? Hvad giver man, som skal opbevares i et køleskab?  

- En kasse gær?

- Mascara? Ikke at den skal opbevares i køleskab, men visse skønhedsguruer sværger til det.

- En gelémaske til at lægge på øjnene og mindske opsvulmede øjenlåg. (Kunne sikkert godt blive nødvendig i løbet af den næste uges tid. Savner ham og det bliver med garanti kun forstærket, som dagene går).
- Et par sprøjter med Botox? Årh wow manner. Men næppe. Han siger han elsker mig som jeg er. Arrww. 💓

- Flydende nitrogen? Både han og jeg er jo madnørder.

- Aloe Vera gel til alle de solskoldninger, som jeg har det med at rage til mig.

- Kølende gele-trædepuder til ømme overbelastede hælsporer?

Nå - mulighederne er mange. Jeg må jo bare finde al selvbeherskelse frem og opføre mig, som den voksne kvinde på 41 år, som jeg jo trods alt er.

Kære Dagbog

Jeg har sådan set sommerferie fra på mandag. (Okay, fra i dag, men det tæller først fra på mandag. Jeg har jo ligesom altid fri om fredagen).
Egentlig skulle jeg først starte ferien om en uge, men når man har nogle overtimer og nogle feriefridage stående på kontoen, skulle man da være pænt dum, hvis man ikke benyttede sig af det.
Så det gør jeg. Og jeg kan egentlig ikke helt forholde mig til det endnu. Sådan er det hvert år. Jeg bruger altid den første uge af ferien på at fatte, at jeg sådan set godt må geare helt ned.


Burde tage mig sammen og få lejet den container og få ordnet den kælder én gang for alle. Magter ikke engang tanken om at køre frem og tilbage til genbrugspladsen med alt det lort, som jeg har bildt mig selv ind i årevis, at jeg bestemt nok får brug for på et senere tidspunkt.
Men efter 9 år på matriklen, står det lysende klart:

Jeg er lidt af et hoardersvin. En lille (nuttet...bevares) rodegris. Og nej, jeg kommer ikke til at få brug for alt det børnetøj, voksentøj, "hov-det-er-jeg-vist-vokset-ud-af-men-det-kommer-til-at-passe-igen-tøj", stole, hattehylder, hylder, møbler, nips, lysestager, dvd-film, brændte cd'er (vi taler overload...jeg var virkelig et lille brændesvin i starten af 00'erne), maling, højtalere, mælkebøtte-lemmingeeffekt-IKEA-lamper, bordlamper nok til at oplyse Mønsted Kalkgruber, ældre fladskærm-tv, dvd-afspillere, fodtøj nok til en mellemstor flygtningelejr og diverse overflødigt skrammel.

Det gør jeg jo ikke. Overhovedet. Så det skal ud. Jeg skal bare lige tage mig sammen. Er sikker på, at der både er frøer, edderkopper og et par flagermus bagerst i de mørke kroge. Så sundhedssøn må gå først. Jeg tør ikke. (Hvilket er endnu en god grund til at få ryddet det hele. Ligner jo fandeme noget Madam Skrald har kastet op på - på alle kvadratmeter. Med undtagelse af sønnens værelse, som - selvfølgelig - er pletfri, støvfri og holdt i en orden, som næsten skræmmer mig).

Fremover må der kun være flg. ting på nederste etage:

- Kummefryser. (Med redigeret indhold...ej.men.for.fanden.altså)
- Julepynt. <3 Og så er der jo plads til flere indkøb.
- Sønnens værelse.
- Børnenes gamle legetøj. (Det der ikke er blevet fugtskadet)
- Bøger.
- Vaskemaskine. (Og defekt tørretumbler. Kan jo ikke slæbe den på af trappen.)


Bliver træt bare ved tanken. Haster jo egentlig heller ikke. Jeg har trods alt næsten fire ugers ferie.

På den anden side, så kan jeg godt se idéen i at gå i gang med det i næste uge. Godt nok er sønnen ikke hjemme. Og datterens hjælp skal jeg nok ikke lige satse alle mine penge på. Ikke for at sige noget negativt, men nu har jeg testet hende hemmeligt en lille uges tid med en gryde i køleskabet, som hun har efterladt med et par spsk. mad (for det er jo lettere end at skulle vaske gryden op) og hun har udviklet en fantastisk evne til at gøre sig pænt meget bælgøjet, når hun åbner køleskabet. Eller også har hun selektivt syn. Gryden rammer i hvert fald ikke hendes pupiller.
Satser på at eksplodere på hende i morgen. Hvor meget jeg ellers gerne gad at se hende rengøre en gryde med mug-angreb på "så-kan-du-lære-det"-måden, kan jeg ikke få mig selv til at lade stå til og få behårede ting i køleskabet.


Men jeg burde. Eller også skal jeg bare fordrive næste uge med at misbruge træningsrummet på arbejdet.  For jeg kommer til at befinde mig i en sø af savn og elendighed. Det kan jeg lige så godt erkende på forhånd.
Efter 4½ uges konstant kærestetid med min skønne älskling, tager han på ferie. En uge. Syv dage+1½. Pissemange timer. Uendelig mange minutter. Og jeg savner ham allerede.
Det er vildt hvordan man kan være så heldig at møde en mand, som man bare hiver ind under huden med det samme. Connected. På den allersmukkeste måde. To skæve (men dejlige) puslebrikker, der glider ind i hinanden.


How do I love thee? Let me count the ways. I love thee to the depth and breadth and height. My soul can reach, when feeling out of sight