mandag den 12. december 2016

Jeg vil bare sige...

noget. Faktisk er det mest for min egen skyld, at jeg skriver dette her. Fordi jeg har brug for at få tankerne ud og formuleret dem.

Jeg hader at være "velsignet" med en mindre periodevis kortslutning et eller andet sted. Jeg hader, at jeg aldrig tror så meget på mig selv, at jeg lærer at sige fra, når jeg føler energiniveauet er fladt. Men mest af alt hader jeg, at jeg er min egen værste fjende og sjældent tager mig selv alvorligt.

Øv, hvor jeg er lidt i modvind for tiden. Det er som om mit batteri slipper op, fordi jeg glemmer at tænde på kontakten, når jeg sætter mig selv til ladning.
Jeg føler mig tilovers. Jeg føler jeg er blevet parkeret i nødsporet på motorvejen, som en gammel udtjent Kadett, mens de smarte biler fiser forbi med 200 km/t. Så holder jeg der og fylder og har ikke engang en intakt advarselstrekant med mig i bagagerummet.
Og mest af alt vil jeg jo bare ud at køre på vejen igen. Sammen med alle de andre. For det andet gør mig sgu ked af det,


Nå, det lyder værre end det er. Der bor åbenbart en træls Barbara Cartland inde i mig, som overtager tastaturet med floskler og sære sammenligninger. Men det må bare være sådan det er.
Men jeg står trods alt ikke ude i carporten og tjekker, om taget kan holde til min vægt i et stykke reb.
Slet ikke.
Det er jo jul, for pokker. Og jeg suger det til mig og nyder det. Kugler, mandarinoverdosis, vanilje, pebernødder, stearinlys, glögg, skøn familie og ditto venner. Det er varmt og det er naturligt og jeg kan ikke få nok af det.

Jeg kan til gengæld sagtens få nok af mig selv og den rutchebanetur, som jeg har fået mig selv ud i, fordi jeg ligesom glemte at sluge den skide pille, som smører min hjerne. Regningen er kommet og jeg kan sgu ikke lige betale det hele på én gang. Og det skal jeg lige acceptere, kan jeg mærke.


Dagens optur
- Drømte i går, at jeg steg på vægten og den viste 144,3 kg. Gudskelov var virkeligheden mere skånsom.

Dagens nedtur:
Mødte en giga rotte på vej til arbejde. Den rendte ud foran bilen og havde skræmmende nok slet ikke travlt med at komme væk. I stedet stoppede den op og kiggede ind gennem forruden. (Bilder jeg mig ind).
Og så sad jeg der - pissetræt og med ubehaget stående op i halsen og tog alligevel mig selv i at sige: "Godmorgen rotte" til den, inden jeg drejede lidt til højre og kørte forbi den.

Dagens über nedtur:
Skal snart aflevere lånebilen tilbage. To måneder med bil gør mig bekvem. Alt for bekvem. Jeg kan slet ikke overskue at skulle tilbage på cyklen. Som i øvrigt har straffet mit svigt af den med at lukke luften ud af begge dæk.


Jeg skal vist bare tage mig sammen (jeg-hader-hader-hader-den-sætning) og få styr på hjemmet. Og evt. få købt de to julegaver jeg mangler. (Det er ret vildt, at jeg er så godt med i år).
Selvforkælelse virker bare bedre, når hytten ikke ligner noget fra et TLC program om hoarders.