I går skete det så igen. Jeg tog en salat med tun og tilføjede et hårdkogt æg, da jeg skulle have frokost. Og jeg kan hermed være så charmerende at fortælle, at alt jeg spiste i går, kom ud. Og så blev jeg træt. Tror da fanden efter den timelange seance.
Nå, men det er bare ikke fedt at vågne med et tungsind på størrelse med Samsø. Jeg følte mig slet ikke klar til en ny dag og brugte to timer på at fortrænge verden under min dyne.
Det er typisk mig. Jeg ejer ikke tålmodighed. Jeg vil bare have det godt NU. Fordi jeg ser mig selv som ét stort svagt fjols. Og det hjælper jo ikke ligefrem på processen. Kan man sige.
Lægen kalder det belastningsstress og det lyder meget rigtigt. Der har simpelthen været så stor belastning på min tankevirksomhed og mit mentale jeg de sidste mange måneder og mere til. Og jeg har været forrygende god til at skubbe det til side og lege struds.
Gad vide om jeg nogensinde bliver voksen nok til at tage mig selv alvorligt?
Og nu er det frokosttid. Og jeg indrømmer blankt, at det er en stor overvindelse for mig at begynde at spise, som man skal: Morgen, middag & aften. Plus mellemmåltider.
Normalt springer jeg al indtagelse af mad over frem til om eftermiddagen, hvor jeg så tilgengæld tager revanche, fordi blodsukkeret er i undtagelsestilstand.
Men jeg ved det jo godt. At hvis jeg vil have det godt på alle punkter - plus reducere 2cv vægten, så skal jeg holde blodsukkeret stabilt og dermed også forbrændingen i gang.
Det er imponerende så klog jeg er på mange ting, og alligevel så snotdum, at jeg lader det komme til yderpunkterne, før jeg gør noget ved det.
I aftes kunne jeg ikke tænke på andet end gammeldags æblekage. Det brugte jeg så en times tid på, hvorefter jeg hentede et æble og gik i gang med at spise det - blot for at give op halvvejs og finde ud af, at jeg bestemt ikke var sulten. Kun lækkersulten.
Dagens nedtur:
Skiftede skraldepose (som er gamle indkøbsposer) og fandt to ubrugte tomme bland-selv-slikposer i bunden af posen. Det var fra ét af mine mange stunts, når jeg ikke har villet være bekendt at kyle slik på varebåndet. Så løser man det bare med et par tommer poser og vupti: Så ligner det man har købt ind til børn.
Skide smart. Og temmelig ynkeligt.
Dagens optur:
Har svedt og knoklet som en vanvittig. Hele bagården var så invaderet af ukrudt, at der var mere ukrudt end grus. Uden overdrivelse. Men det er væk nu. Det samme er 30% af gruset. Kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig.
Fandeme hårdt. Er du gal nogle rødder, det ukrudt har. Jeg har hakket og sparket og siddet på hug og flået og revet og klynket over klamme snegle med hus, men hvor føles det godt nu. Både at kigge ud på det oppe fra terrandaen, men også i kroppen.
