torsdag den 3. april 2014

Mmjaaa....(Noget om teenagere)

Hvem har neglet min søn, og proppet Lene Hansson ind i mit hjem i stedet?

Under aftensmaden kom vi til at tale om sund kost og lign. Og flg. sætninger kom ud af Sundhedssøn mund:

"Ja, det der Skyr ser umiddelbart sundt nok ud. Men jeg stoler kun på mine havregryn".

"Nej! Du skal IKKE putte kunstigt sødemiddel på havregryn. Det er den direkte vej til at blive ved med at være sukkerafhængig. Så tror din krop, at den stadig får sukker. Og det er DERFOR det går galt, når du står nede i Spar ved slikafdelingen og ikke kan sige nej". 

"Prøv det nu bare, mor. Jeg garanterer, at efter en uge har du slet ikke lyst til vingummi længere. Jeg gider ikke spise det. Det har en underlig konsistens og er fyldt med e-numre",

"Spis et æble. Det øger forbrændingen. Ikke meget, men lidt. Og så er det meget bedre end de der bolcher". 






!!!!!!


Jamen for helvede...Hvorfor skal han også altid være så skide fornuftig? Nogle dage føler jeg virkelig, at jeg er teenageren her i hytten. Ungen kan sågar finde på at æde havregryn med vand, hvis nogen har glemt at købe mælk.

Ikke normalt. Det skider jeg på. Det er det ikke.

Uglen hørte ikke rigtig efter. Tror hun søgte til sit Happy Place. Hvilket hun i dén grad mestrer.
Jesus altså...jeg var ude at køre i firmabilen i dag, og holdt tilbage for nogle fodgængere ved et fodgængerfelt (for det skal man jo - hvilket irriterer mig voldsomt i disse dage, fordi gearkassen er blevet lidt stram i det, så det gør nærmest fysisk ondt at sætte bilen i 1. gear), og mens jeg holdt der, kom Uglen spankulerende på fortovet og ud i fodgængerfeltet. 30 cm. fra bilens snude. Og jeg trykkede hornet ned. (Hornet? Seriøst Hætte, er det nået dertil i din alder, at du bruger det udtryk?) og intet skete. Hun fortsatte bare i Uglegang. Total upåvirket af den galning der sad i en firmabil og dyttede og vinkede og råbte ud af vindet. Ingen respnos. Non. What so ever. Zero.
To unge fyre gloede til gengæld på mig, som om jeg var dybt retarderet. Men Uglen fortsatte blot. Uden så meget som en enkelt trækning i ansigtet. Jeg har set Zombier med mere livlig ansigtsmimik.

Imponerende. På én eller anden måde.

Da jeg sagde til Sundhedssøn, at jeg godt måtte gnaske Super Flyers eller lign, én gang om ugen, gloede han på mig som havde jeg fortalt ham, at det kød vi havde fået til aften i virkeligheden var hans marsvin.(Hvis vi havde sådan et).
Vantro var malet over hele hans ansigt og jeg kunne næsten høre ham hvisle:



(Infidel)


Misforstå mig ikke; jeg synes det er fantastisk, at han går så højt op i sundhed. Men jeg glæder mig altså lidt over, at han skal til LAN-fest i weekenden, og har bedt om penge til sodavand og chips. For som han siger: Det skal der være plads til engang imellem. (I kid you not)

Men altså...fuck "Livet er fedt" på TV3. Jeg har min helt egen sundhedscoach herhjemme! Helt gratis. Som kun kræver betaling i Ota Solgryn og skummetmælk.