torsdag den 16. januar 2014

Ohh fryd, når bh'en løsnes

Dagens arrh - mrmm:
At løsne bh'en. Indrømmet; den er måske lige lille nok i omkreds. Men den løfter vintagebryster op og forvandler dem til smukke kugler. Ergo må man lide for skønheden. Så det gjorde jeg.
Og at løsne hægterne og næsten mærke brysterne lave en "boooiiiing" (tegnefilmslyd), giver så meget velvære, at det næsten går lige i trussen.

Dagens optur:
At elektrikeren har været her og ordnet problemet.

Dagens nedtur:
At få at vide af elektrikeren, at jeg overbelaster sikringerne. (Måske jeg bare skal gå over til batteridrevet?)

Dagens harhh-nårhhh:
Han var sgu kær. På en spøjs måde. Ville enormt gerne snakke. Og syntes åbenbart jeg var sjov. Han trak i hvert fald jævnligt skuldrene lidt op, samtidig med at han småfnes genert.  Men sgu da sødt nok. Og langt at foretrække, fremfor de der brovtende irriterende bøvsende primathåndværkere.

Dagens Oh-My:
Artiklen om mand der er gået amok:

En 35-årig mand blev torsdag eftermiddag anholdt efter dramatik på Nørregade i Kjellerup.
Manden kontaktede tidligere på dagen politiets vagtcentral.
Her bad han politiet om at "låse en iPhone op", oplyser vagtleder Jens Claumarch ved Midt- og Vestjyllands Politi. Men det kunne politiet naturligvis ikke, da politiet som for de fleste bekendt ikke er et teleselskab.

Derimod fattede politiet mistanke til manden og at telefonen var stjålet. Derfor valgte en patrulje at aflægge manden et besøg.
Da politiet konfronterede manden og spurgte nærmere ind til, hvor han havde iPhonen fra, så blev han ophidset og kastede den ned i jorden og begyndte at trampe på den.
Politibetjentene blev desuden udsat for ukvemsord og vold. Og det resulterede i, at de valgte at anholde den ophidsede iPhone-mand. I forbindelse med anholdelsen måtte de bruge peberspray.

Manden betegnes af vagtlederen som noget uligevægtig i situationen.

Det er godt observeret, må man sige.