lørdag den 6. april 2013

Rødhætte: Nu m. hvilepuls på 452

Tøffede op til min veninde i aftes. Aftenens program:

- Løse verdenssituationen.
- Kaffe.
- Sladre.
- Rødvin.
- Paranormal Activity 4.

Sidstnævnte var tæt på at tage livet af mig. Sad under hele filmen m. skiftevis en puls på 452 og semi-hjertestop.
Føj for pokker, hvor var den klam. Da den var færdig, føltes hele min krop som om den havde været i fitness i 3 timer. Så anspændt havde jeg været.  Er faktisk et mirakel, at jeg kom hjem m. rene trusser.
M. andre ord: Fed film!

Men så var der turen hjem i bilen. Om natten. I mørke. M. bagsæde i bilen. Og bakspejl, som jeg ikke turde at kigge i af frygt for at få øjenkontakt m. ond dæmonbesat morder.
Sad i kørestilling som vissen 87 årig. M. hænderne der knugede rattet så hårdt, at knoerne var helt hvide, og m. ansigtet så langt op mod forruden, at mine næsebor lavede damppletter på ruden. Men okay...det sidste var så fordi at ruden var iset helt til, og at jeg derfor kun havde 8x8 cm. udsyn.
Kunne selvfølgelig have siddet i bilen til motoren var varm. Eller skrabt isen af. Men begge dele skulle ligesom foregå på mørk parkeringsplads.
Og så er det jo langt bedre at indtage Dronning Ingrid positur...Rødhætte logik når den er værst.

Og hvad er det da også noget fis det m. ikke at turde kigge i bagspejlet? Hvis der nu havde siddet en dæmonbesat morder deromme, ville han så kun myrde mig, hvis vi fik øjenkontakt? Og ville det så betyde, at så længe jeg ikke gloede i spejlet, så ville han bare sidde deromme på bagsædet og drikke et krus kamillete og hygge sig m. en suduko?

Og den kloge ville spørge: "Hvorfor ser du de film, når du bliver så bange?"
Jamen...fordi det er fedt på den sygelige måde at blive så bange, at man nærmest får kvalme af angst, at hjertet pisker af sted, og at man pludselig og mere end nogensinde før, bliver dybt afhængig af, at ens ringmuskel slutter tæt.

Og heldigvis kan man jo altid gemme sig bag sin poncho. Som man faktisk sagtens kan kigge ud af.  Bare lidt mere grynet.
Hvilket var lige nøjagtig det jeg gjorde. Så...sådan her så jeg ud det meste af i går aftes. (Onde tunger vil nok ligefrem sige, at jeg aldrig tidligere har set bedre ud).