torsdag den 31. januar 2013

Dø, små svin

Nå nå da da, det er åbenbart store kæmmedag i dag. Mod lus. Forbandede lede små kravl. Gider nogen fortælle mig, hvorfor de lige præcist blev skabt? Og m. hvilket formål?
Nu er jeg ikke nærig m. klamme betroelser, så jeg kan godt fortælle jer, at: Jo, jeg har haft lus. Flere gange. Møgkræene elsker åbenbart min hovedbund og mit hår.

Og jeg går i hysterisk panik hver gang. (Ja, jeg er et klamt dyr, og har haft gæster i hårstråene mere end én gang) Først får hele håret en tur m. lusemidler. Så kæmmer jeg. Og vasker håret i loppeshampoo.
Er I forresten klar over, at det er umuligt at opdrive i fysiske butikker? Jeg endte i Matas på et tidspunkt, og beklagede mig over, at min kære hund var anrebet af lopper. Så jeg skulle ligesom bruge noget loppeshampoo.
Det havde de ikke. Men Matasdamen foreslog mig så et knæk i nakken i stedet. Det var meget bedre...for min hund.

Ahemm....


Faktisk overvejede jeg et splitsekund. Hvad fanden...når hundene kan tåle det, så slår det vel ikke mennesker ihjel? Men så kom jeg i tanke om hvor tåkrummende pinligt det ville være, hvis jeg fik slemme bivirkninger, og derfor blev tvunget til at fortælle min læge eller vagtlagen sandheden. Hej hej, white trash.
Så i stedet gik jeg online, og købte i stedet denne flaske:



Lad mig sige: Det kan ikke anbefales! Hår efterlades stift og m. struktur som candyfloss.


Og så skal man fandeme huske at fjerne flasken fra brusekabinen.