Det er bare en af de der dage i dag, hvor man ville ønske at man kunne trykke ctr. alt delete på sig selv, og genstarte systemet. Evt. i fejlsikret tilstand.
En af de der dage, hvor man m. garanti ville bryde hulkende sammen over en gammel "Far til fire" film, fordi man pludselig synes, at Onkel Sofus ser så skrøbelig ud, og at det er skrækkeligt synd for Søs, at hendes ungdom går med at stå i køkkenet.
Det er et helvede at have fået vendt vrangen ud på sig selv, og rende rundt m. følelserne uden på tøjet, og være en stor tikkende mood bomb.
Var i Kvickly tidligere i dag. Og må have lignet en der var på vej ind i en tændt bil i en lukket garage med en støvsugerslange. For ekspedienten kiggede medfølende på mit tavse sammenbidte sørgmodige ansigt, og sagde: "Årh, du har det vist skidt, hva? Der ER også bare så meget sygdom i omløb.", med hovedet let på skrå.
Jeg synes ellers selv at jeg havde fået dækket opsvulmede forgrædte øjne med øjenlåg så tykke som skamlæber, med et tykt lag make-up.
Lod hende blive i troen om at jeg var heftig influenza ramt. Men havde faktisk lyst til at kaste mig I armene på hende, og bare brøle min melankolske "verden er dum" tilstand ned i hendes grimme uniform, og lade tårerne leve sit eget liv.
Men sådan noget kan man jo ikke gøre som 37 årig.
Så i stedet kørte jeg hjem m. -klynkemusik blæsende ud af Bjarnes små højtalere med grotesk meget diskant. Og så sad jeg der i sofaen i tusmørket med sitrende, men dog tapper underlæbe, og ventede på at G. kom hjem.
Og så blev sluserne ellers åbnet. Græd så meget, at jeg mistede appetitten. Og DET siger ikke så lidt.
Men der var nu noget rart ved det. At kunne få lov til at synes alt er dumt, og få lov til at græde som en 5 årig, der har fået nej til ønsket om en Kinder mælkesnitte.
Og så bliver man så dejlig træt bagefter. Og en lille smule flov over sig selv, og tanken om hvor uendelig grim man dog er, når ens fede ansigt krøller sammen på en måde, som får en til at ligne en stak husblas, som er i gang m. at smelte.
Og nu er jeg træt. Og grim. Med andre ord. Jeg er næsten mig selv igen.
Og har præsteret at falde i søvn fire gange, mens jeg har skrevet dette.
Så tror bare jeg siger: Tak for i dag, Lortetorsdag.
