For fanden jeg har det dårligt. Hele kroppen gør ondt. Og min selvmedlidenhed har nået nye højder.
Min søde nabo kom ind m. to vuptipiller. Noget morfin-agtigt af en art. Det er jeg ikke for fin til at sige nej til. Sådan noget. Så nu har jeg slugt en, og håber på at effekten snart viser sig.
Er kravlet under dynen. Gråstænkt er ude at feste. Eller noget i den stil. Og håber faktisk jeg når at falde i søvn inden han kommer hjem. Magter virkelig ikke ølånde.
I morgen skal vi holde fødselsdag for hans yngste. Og ærligt talt, lige nu kan jeg næsten tude ved tanken. Håber virkelig at jeg har det bedre i morgen. For ellers laver jeg simpelthen en Maude, og lægger mig.
Hmm. Hvor bliver rusen af, af de piller? Er bare plingvågen?? Og lidt dizzy. Men det er det hele.
Har lyst til at se Sex and the city, men er for doven og dårlig til at rejse mig. Er også tørstig...
Ved bare at G. sikkert vækker mig når han kommer hjem. Og i teorien er det bestemt også sødt. I teorien...
Faktisk ringede han hjem for ikke så længe siden. Tror han fik forkert nummer. For det var en arrig kost han fik i røret. Pisse irriterende når sådan noget sker...
- "Er du sur?"
- "...(vejrtrækning gennem næsen)...nej".
Men det er jeg. Ikke på ham. Men nu ringede han mig ligesom op. Midt i mit smertehelvede. Hvor det gør ondt bare at blinke m. øjnene. Og hvor selvynken er på størrelse m. Grev Ingolfs tænder.
Uden for telefontiden...
Jeg gad virkelig ikke være kærester m. mig selv nogle gange.
