onsdag den 5. september 2012

Stupide Stress. (Beware; et seriøst indlæg)

Alle der lider af stress, eller har lidt af det, vil kunne følge mig i hvad jeg skriver nu: Det er noget forbandet skidt. For at sige det mildt.
Man mærker slet ikke når man er inde i det røde felt. Tværtimod, så pumper (den falske) energi rundt i kroppen, og der er ikke grænser for hvad man kan overkomme. Lige indtil der bliver ro omkring en. Den der larmende ro, som faktisk ikke er til at holde ud, og hvor man søger ind i arbejdet igen for at slippe for at tænke. Og slippe for at forholde sig til øget hjertebanken, og svimmelhed. Og hovedpine.
Og så gør man arbejdet dobbelt, fordi hukommelsen svigter. Dobbelt, ikke bedre. Hvilket indbyder følelsen af at være utilstrækkelig, ind i hele systemet.
Fandeme ikke i orden. Eller fair. At være sin egen værste fjende.
Men det positive er da at man selv er klar over det. Så skal man jo bare lige lære at håndtere situationen. Og lære af den.
Bare...

Nå, nok om det. Det går nok. Jyden hun er stærk og sej. Og hun har crashet Føtex m. teenagedatter, og haft dejlige snakke i sofaen.
Og teenagesøn redder dagen igen i dag: Tilbyder at lave aftensmad. Jamen, hvor heldig kan man være?
Meget, åbenbart.

Status for hytten:

Teenagedatter ser Master Chef.
Teenagesøn har lige fulgt ven til bussen.
Gråstænkt er ude ved sin rallybil. (Nej, ikke Bjarne).
Og jeg nyder et stort krus kaffe, og hviler fødderne. Og piller lidt ved overlæben. Som er glat nu. Teenagesøn spottede fandeme et par stride hår på mig i går. Under aftensmaden. Gætter på at aftensolen er faldet uheldigt ind af vinduerne. (Eller også har jeg bare slet og ret været totalt lodden).
Men væk er de nu. Føler mig lidt mere som en kvinde.

Har teenagere egentlig nedsat syn? For undrer mig faktisk hver dag, når jeg kommer hjem fra arbejde, og finder adskillige lamper tændt. På trods af høj solskin udenfor.
Teenagedatter siger at "hun bare bedst kan lide at sidde i et rum m. lys." Kunstigt lys, that is. Dagslys er da også noget overvurderet pjat.

Og så skal vi da også lige følge lidt op på operation "Fra Fedthætte til Pindhætte". Har først vejedag fredag. Men det går godt. (Håber jeg fandeme også vægten mener). Spiser uhyggeligt sundt. Og ignorerer kroppens krav om Super Flyers, Malaco, Haribo og boller m. überstærk ost m. appelsinmarmelade.
Har pissemeget hovedpine. Er garanteret fordi der er gang i sukkerafvænning. For alvor.
Har også ørepine, men tror dog ikke det har nogen sammenhæng her. Ville dog bare lige nævne det.
Vil også nævne at jeg blev stoppet i Føtex. Af bimlende alarm. Og straks kunne jeg se alle de ældre kunder stoppe op og stirre. Ved ikke hvad fanden de havde forventet? At jeg blev lagt i benlås? M. håndjern og kæde m. kugle omkring ankel?
Måtte desværre skuffe dem. Var bare en træls alarm i en parfume. (Købt og betalt). Mumlede til medarbejder, at de fandeme da ikke kunne være bekendt at gøre det umuligt for mig at stjæle. (Tror faktisk der var en gammel nisse m. lange ører, som troede på det).
Burde måske have krævet erstatning. For offentlig ydmygelse?
På den anden side, hvis der kunne udbetales erstatning for offentlig ydmygelse, ville jeg være en velhavende kvinde. Med mit held. Og personlighed.