Gled ligesom ud af mig selv og kunne kigge på mig selv sidde og skændes med mine børn om cigaretter og rygestop.
Jeg havde lovet dem at stoppe når jeg fik ferie. Hvilket er fra i dag. Men nikotinmonstret har overtaget, og kom med latterlige typiske ryger-argumenter: Jeg stopper først om en uge, for jeg vil ikke have abstinenser i ferien. (Flot Røghætte, din ferie slutter først om fire uger. Så ved vi ligesom godt hvor det bærer hen).
Men jeg blev vred. Og afbrød mine børn. Og brølede at de skulle "Zip", for jeg var den voksne, og de var børn. Og jeg kunne udmærket tage mine beslutninger selv. Nemlig!
Og så gik de fra bordet, og gik sammen ind på sønnens værelse. Og der sad jeg så med min dårlige samvittighed. Og var flov over mig selv.
Så jeg rejste mig og gik ind på værelset for at forhandle med dem. Men de ville ikke rigtig lytte. Sagde at jeg skulle lytte til dem. Jeg forsøgte at afbryde, men blev afbrudt. Og så var det at min søn blev ked af det. Midt i en sætning. Og sagde at det jo ikke var sundt at ryge.
Og så blev jeg ked af det. Og endnu mere flov over mig selv. Og sad og overvejede at flå nogle planker op og forsvinde under gulvet et stykke tid. Og så undskyldte jeg. Og krammede dem. Og forsøgte at holde styr på min sitrende underlæbe. For helvede...De er jo mit et og alt. Elsker dem jo helt om bag hjertet.
Så jeg krammede dem igen. Og sagde at vi lige skulle noget. Og så hev jeg dem med i spisestuen, og gav dem lov til at ødelægge mine cigaretter. (For helvede, jeg havde ellers gemt det perfekte skod til efter aftensmaden! Men vidste bare, at jeg ikke ville kunne få mig selv til at tænde en cigaret mere. Igen. Det gør det sgu for ondt i hjertet til.)
Så cigaretterne røg til de evige tobakmarker.
