I dag skal I have et mere alvorligt indblik i en del af mit liv.
For mange år siden - sådan ca. år 2002 - flyttede jeg fra børnenes far, efter alt for mange år med alt for mange skænderier. Sådan noget skal børn ikke vokse op i. Så jeg tog konsekvensen og flyttede i en skotøjsæske sammen med mine børn.
(Og det var verdens mest hyggelige skotøjsæske).
Af hensyn til børnene, blev jeg boende i den lille lorte landsby, hvor børnenes far også boede (og bor). De skulle hverken skifte skole eller noget. Der var ligesom sket nok i deres liv.
Og det skulle vise sig, at vores brud var startskuddet til massiv forargelse fra folk, som i bund og grund ikke anede hvorfor vi var flyttet fra hinanden. Men det mente de nu selv at de vidste. Sladderen var jo ligesom nået til den lokale gnavne købmand, og derfra gik det hurtigt.
Jeg nåede at høre rigtig mange historier om hvorfor det gik galt. Men den vildeste var nu alligevel, at børnenes fars havde forlangt mig indlagt på den lukkede afdeling. Det havde jeg åbenbart nægtet (tror da fanden), og derfor havde han smidt mig ud. For det var for hårdt at leve sammen med sådan et psykisk rallende menneske.
Nu var det godt nok mig der aktivt tog beslutningen, men whatever. Landsbyen havde talt. Og de blev ved med at tale. Jeg skal fandeme love for, at den bette flække vågnede op. Vil vædde med at købmanden havde en massiv stigning i omsætning.
Og jeg blev udstødt som en slem Jehova, der ikke ville indordne sig. For børnenes far var jo søn af byen. Og jeg var en tilflytter. (Indsæt gyserlyd).
Min tidligere nabo hilste ikke på mig. Det gjorde eksens onkel heller ikke. Og hos købmanden var der iskold luft. (Fuckhoveder).
For rigtig mange mennesker, var jeg pludselig usynlig. Og hvis de endelig kunne se mig, havde jeg åbenbart taget form af en hundelort. Jamen hvad sker der for dem? Sådan en flok bonderøve med for lidt indhold i deres liv. Den lokale frisør mente ligefrem at hun vidste, at vi sikkert flyttede sammen igen.
Eksens kollega + kone, som vi ellers havde været meget sammen med, ignorede mig totalt når jeg mødte dem på gaden. Man skulle fandeme tro at jeg havde slagtet deres hund og fjernet bremserne på bilen.
Men det var dengang. Jeg lod dem tale. Om ikke andet, så skete der da endelig lidt i den flække.
Og senere flyttede jeg så fra byen og hen til en rigtig by, hvor folk faktisk har noget at gå op i.
For et stykke tid siden var jeg i Lidl, og følte mig pludselig nedstirret. Kiggede op, og mødte et forargret iskoldt blik fra en badebold der havde taget en hvid tunika på. (Jeg er kun ond fordi hun er dum. Ellers er jeg ligeglad med folks vægt). Der stod hun . Kollegaens kone, som åbenbart stadig hadede mig efter 10 år.
Og jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig, så jeg placerede mig selvfølgelig lige bag dem i køen med et stort smil og et "Heeeeeej". Hun lavede en trækning ved øjnene og hvislede et kort hej. Han vendte demonstrativt ryggen til mig. Hvad fanden bilder han sig egentlig ind? Det er sgu da for latterligt. Desuden har han da ved gud ikke noget at lade nogen høre. Ja, jeg gik fra min eks. Men kollegaen stjal fra firmakassen. Hvilken forbrydelse er værst? Jeg spørger bare. Jeg mindes i hvert fald ikke noget med samfundstjeneste. Hvilket er mere end man kan sige om ham.
I går rendte jeg så på mine gamle naboer for første gang i rigtig mange år. Man skulle tro at de var kommet videre, ikke?
Nej.
Undskyld, men hvordan kan mennesker være så ensporede? Og hvordan kan de mangle så meget indhold i deres liv, at de bærer nag til en person efter 10 år? En person som ikke engang har gjort dem noget?
Jeg forstår ikke det der landsbykoncept.
