Men hvor ER jeg glad for, at jeg blev gravid i 90'erne. For i dag er det jo en hel videnskab at få børn.
Det starter med undfangelsen, hvor de kommende mødre har en graviditetstest liggende på natbordet, som de næsten render ud og tisser på to timer efter parring.
De efterfølgende uger, er den største og mest hyppige postering på netbanken, betalinger på apotekerne til flere test.
Når miraklet så sker, så tager de billeder af tissepinden og smider den ind på et online debatforum med spørgsmålet: Kan I også se to streger?
Så starter graviditeten for alvor. Og det er mig en gåde, hvad alle de børn der bliver født i dag, overhovedet har fået af næring. For det er jo nærmest ingen fødevarer de længere må spise.
Det lille foster i maven får tidligt et kælenavn. Oftest døber de den "rejen" eller "prutten". Altså, undskyld mig lige, men prutten? Så burde jeg jo være evighedsgravid, med alt den aktivitet jeg har i tarmene.
Men altså...de kalder den så et sært navn, fostret.
Lige indtil det bliver født. For så er kreativiteten og vanviddet ikke til at stoppe. For den forhenværende prut, skal jo bestemt ikke hedde noget, som andre hedder. (Men det er helt okay at have et klamt kælenavn i 9 måneder)
Og når spændingen så bliver udløst i kirken (for ingen må kende navnet på forhånd...lidt royal har man vel lov at være), så kommer der altså navne ud af præstens mund, som alfabetet har kastet op på.
Jeg døber dig...Cantoline Pinkylott Duchessa Jensen.
Når Cantoline Pinkylott Duchessa Jensen så bliver ældre, så starter sukkerhysteriet.
Og ja, vi kan hurtigt blive enige om, at små børn bestemt ikke har behov for læssevis af sukker. Men når man begynder at pille chokoladen ud af kalenderen, og erstatte den med tørret frugt og tvebakker, så er den sgu gal. (Og ja, ovenstående har jeg selv læst en mor fortælle hun har gjort.)
Gad vide hvem der så åd chokoladen?
(Sikkert de samme, som aldrig læser Se og Hør.)
Når barnet så starter i dagpleje/vuggestue/børnehave, så bryder helvede løs, hvis den der passer barnet i sådan ca. 8 timer om dagen, vover sig til at kysse barnet.
Fyyy føj. Ingen må kysse mit barn. Det er bakteriefyldt, og nærmest et overgreb mod barnet.
Nej lillemor; det kaldes omsorg.
I skolealderen, er det aldrig typer som Cantoline Pinkylott Duchessa Jensen, der laver ballade. Aldrig!
Forældrene vil hellere lade en uautoriseret mekaniker skifte dæk på deres Berlingo, end de vil erkende, at deres unge altså også kan være strid.
Og med den i baggagen, bliver Cantoline Pinkylott Duchessa Jensen en tro kopi af sine forældre: En lille træls harpe, som vil ses og høres konstant, og som kun leger med dem med de seje navne, som f.eks. Calorius Alexandrerum Chief Larsen og Pesto Pernillia Vixen Madsen.
Men alt godt kommer til den der venter. Så når ovenstående tre unger skal ind på en videregående uddannelse, så venter helvede på jord for dem. Så er der ingen landsbyfolkeskolelærer til at beskytte dem fordi mor og far er meget meget vigtige.
Så er det virkelighed og realiteter. For første gang i 16 år.
Og ved udgangen af deres fyldte 19. år, arbejder de hhv. som: Negletekniker, i lære i fars firma og poledanceinstruktør.
Og så ser de sådan her ud:
S
