Men Peter Belli derimod. It was the real deal! Han havde netop udgivet sangen "Kejserens Soldater" og mine små knæ var bløde som Pikantost.
Jeg husker tydeligt hvordan det summede i min mave. Der var han! Oppe på den store scene. Mr. Belli. (Kæft, hvor er det ikke heldigt på engelsk). Da koncerten nåede til sidste nummer, som selvfølgelig var Kejserens Soldater, inviterede han samtlige børn blandt publikum op på scenen. Og min mor og far skubbede mig blidt i ryggen. Men jeg turde ikke. Så kort tid efter sad jeg på bagsædet i fars Datsun, og så kørte vi hjem igen.
Mit næste crush var ingen ringere end Sir Cliff Richard. (Jeg har åbenbart altid været til ældre mænd).
Jeg hørte "Living Doll" igen og igen (jeg havde virkelig ingen musiksmag), og fantaserede om hvordan det ville være at kysse ham. Sådan sad jeg tit og dagdrømte på mit lille værelse, med drømmende øjne bag de lettere fedtede brilleglas i str. butiksfacade.
Snart blev han dog afløst af min nye store kærlighed: John Hatting!
Jeg ønskede sådan at hedde Donna, for så ville det jo helt klart være mig han sang til. "Donna Donna, sig ja. Dududuyeah".
Jeg stod ofte foran mit vægspejl (som bestod af de kendte og smarte otte stk. spejle, som blev sat sammen til et stort spejl) og mimede Lise Haavik, og sang kærlig og kæk duet med Mr. Hatting.
(Var i øvrigt overbevist om at Lise Haavik var en snob.)
Men på trods af ovenstående, så havde jeg trods alt en lille snert af stil. For jeg var bestemt ikke billig, og min kærlighed kunne ikke købes. Derfor blev Erik Paaske ikke et crush i min samling. For han stoppede mig på gågaden og gav mig en krone.
Rødhætte tog ikke imod bestikkelse.
Dengang.
