lørdag den 28. april 2012

Nu er jeg ikke den store taler...

Men alligevel har jeg lige nu for få minutter siden, afsluttet og sat sidste hånd og punktum på talen til Gates' konfirmation. Nu bliver den næste udfordring at holde talen, uden at komme til at græde. Åh, hvor jeg elsker mine børn. Fandeme nogle gange så det gør helt ondt i hjertet. På den gode måde selvfølgelig.
Jeg glæder mig så meget til næste weekend, hvor vi holder festen over to dage. Lidt kongelig har man vel lov at være.

Og apropos kongelig, så tog jeg et ældre Billed Blad med på det lille hus. Der var noget med et visit af den britiske flapøre Charles og hans yndige (?) viv Camilla. (Har virkelig stadig ikke tilgivet hende for, at hun var ond mod Diana).
Nå, men jeg fik læst op på besøget, og fik også klukket lidt på tønden over Danmarks royale ugeblad. De er skarpe, er de royale journalister. Intet går deres næse og falkeblik forbi.

Er det ikke bare fantastisk? Gud hvor er jeg glad for at jeg ikke er kongelig. Så ville der stå noget i stil med: "Vi så, at
- kronprinsesse Rødhætte stod bag en port og hev sine strømpebukser op over hofterne.
- kronprinsesse Rødhætte fik afvist sit Dankort.
- kronprinsesse Rødhætte vrikkede rundt på foden og snublede ind i det opdækkede bord i Riddersalen.
- kronprinsesse Rødhætte gav fingeren til medtrafikant på motorvej E45, hvorefter hun gassede op i et alt for lavt gear.
- kronprinsesse Rødhætte lettede på venstre balle under hovedretten, hvorefter hun grinede højt til kronprins Gråstænkt.

Nå, apropos Gråstænkt, så er han ude at sparke til dæk til et rallyløb. Han nævnte det allerede i aftes. At "han helt havde glemt at der var et løb, men at det var ligemeget" (sagt med tapper tone). Jeg nævnte for ham, at jeg jo nok skulle bruge weekenden (eller en stor del af den) på at skrive tale. Og så tændtes der stjerner og rallyforlygter i hans smukke øjne, mens han sagde: "Nårhh, men...så er det måske meget godt at jeg lige smutter ud af huset et par timer, så du kan få fred og ro til at skrive?"
Kæft, hvor jeg elsker ham. Han er så kær.

Nu skal jeg lige bruge en times tid på at drikke et krus kaffe og så skal jeg vist have styr på badeværelse. Det ligner en Matasbutik i undtagelsestilstand. Der er parfumeflakoner, make-up, hårprodukter og rynkecreme ud over det hele.