søndag den 22. april 2012

Muuuuuligvis live-update fra Jens Hansens bondegård.

Så gik turen på landet. På bagsæderne havde vi fire forventningsfulde teenagepiger (jo jo, det passer skam). Mini-Gates var på wow-server, så han havde ikke mulighed for at tage med.
Da vi svingede ind på landevej på størrelse med cykelsti, opdagede vi hurtigt at dette var større end stort. Den lange kø på mindst en kilometer foran os, overgik selv bilkøen i Legoland. Så vi skruede forventningerne op.
Det var fuldstændig næsten som at være i Givskud. Med 3 km/t susede vi gennem det vilde landskab. På vores højre side var vi dybt fascinerede af en hest, som rullede sig rundt på ryggen. Faktisk observerede vi, at bilkøen bag os gik i stå, thi de også kiggede på krikken. (Jeg overdriver virkelig ikke. Gid jeg gjorde, men det gør jeg ikke).
Længere fremme til venstre fik vi øje på en løsgående kat i et krat. Vi tror den var på jagt efter mus.

Og pludselig var vi fremme! Jens Hansen har ikke kun en bondegård. Han har også forretningsfornemmelser. At betale: Kr. 20,- for at parkere på hans brakmark.
Vi fik dog ikke lov til at komme ind på den første parkeringsplads. En selvlysende vest dirrigerede os med stolte arme og fagter, videre.
Foran os var en lang uasfalteret vej, som vi skulle ned af, til højre, vente yderligere i kø i 20 minutter og ind på afsides brakmark. Også til Kr. 20,-
Men der satte Gråstænkt grænsen. Heldigvis. Så vi satte kurs tilbage mod landevejen for at finde mere nærliggende, men også gratis parkeringsplads i grøftekant.
På vores vej tilbage mødte vi andre besøgende, som godtroende kørte ned på afsides mark med parkometer.


Vi fik parkeret og gik forventningsfulde frem til el-hegn. Oppe i stalden bag murene, kunne vi høre køerne muh'e. Og ude på marken, havde 8 indfødte gårdpiger i kjoler, indtaget 8 heste og ponyer. Her var vi vidne til kæmpe uorganiseret majestætisk show, med heste der drejede til højre OG venstre.

Klokken blev 12:04, og inde i stalden blev der stille. Helt stille. Køerne har sikkert stået eddespændte og hvisket til hinanden: "Nu sker det snart!", mens de spændt har bidt klove.
Kl. 12:14 blev portene åbnet, og ud fræsede 200+ køer...32 meter, hvorefter de stoppede op og åd. Et par stykker lavede rejehop og krumspring, og de dristige havde brydekamp.



Stemningsbilleder:

"Uhmm, nomnomnom, græs. Bøvs. Nomnomnom."



"Hey! Hvad fanden glor du på?"




Vi var dog allermest betagede af deres yvere. Det er imponerende at de kan holde til den bølgegang, når koen sætter tempoet op ud over stepperne. Doing doing doing.




Vel hjemme slapper hele familien nu af. Det har i sandhed været en sindsoprivende oplevelse, som fik adrenalinen til at piske og pumpe gennem systemet. Nu kræver det vist lige et krus kaffe, inden rejsestøvet skal skylles af kroppen.